Der gaar et Ord saa mægtigt rundt om Lande,
som kalder os til Afholdskapen fram,
det lyder høit ved Norges kolde Strande
vort Land er kjært.
Kjært er vort Ungdomshjem.
Det Land hvorover Vinterstormen iler
og Sommersol om Midnat ei gaar ned,
hvor vore kjære i Gravlunden hviler,
og Samlingstanken hvisker os sin Fred.
Her hvor de gamle stred og ryddet Bane,
bør vi som over Fædres Grave staa,
og har en bedre Slag i Skjold og Fane,
ei mere feige bort fra Maalet gaa.
Vi værne vil vort Land mod Drikkens galde,
og Alkoholske Skikke styrte om,
vi stræbe til at faa engang for alle,
for den Trafik en evig Laas og Bom.
Kom Mænd til Thinge som i gamle Dage,
da ret det kjendtes Nordens Aand var stærk,
ja stævner fram og vender ei tilbage,
men lægger Hænder paa vort Helteværk.
Ja stort er Værket det kan ingen nægte,
det giver Krav paa kjærlig Idrætsaand
og paa et Høisind af det rene ægte,
for Brødres vel med Hjerte, Mund og Haand.
Kom med og Hjelp os nu vi just tiltrænger,
I norske Brødre, Søstre eders Arm,
Kun Enhedssind de Mørkets Magter sprænger,
som fremfor alle brakte Nød og Harm.
Da skal vort Folk det Norske Odelsbaarne,
sin største Seiersfane folde ud,
da faar vi Lys fra Syd til Nordkaps Taarne,
og Dagen klar af Nattens sorte Skrud.
Og er vort Hjerte varmt og ømt sig hæver,
og Fædresindet vi ei glemme maa,
til Afholdsfolkets store Maal vi stræver,
og helst jo før jo bedre vil det gaa.
Hans Jacob Hendrichsen Birkedalen.